mobile-top mobile-top
logo

Henrik Munkholm

 Nytorv 11. 2 Sal.

9000 Aalborg.

 

 Tlf: 40576163

kontakt@henrikmunkholm.dk

Brev fra Morten

”Hvad er vel din smerteligste handling?”

 

Efter mange år er det lykkes mig at få vendt et liv med nederlag og smerte til et godt og positivt liv.

 

Det er ofte ved jule- og nytårstid, man finder ro til at reflektere over sit liv. Det sker oftest i en sen nattetime. Der er måske faldet et lag sne, der dæmper lyden fra den i forvejen tynde trafik på gaden. Månen står stor, tiltrækkende og lysende klar til at lytte. Sådan en nat giver universet nærmest ekko. Luften er skarp, og den giver sin skarphed videre til sindet som en berigende gave. Alt bliver til indsigt, sammenhæng og forståelse - nå, er det sådan, det hænger sammen! Stjernerne, blågrønne og blinkende på dybblå baggrund, viser dig som blinkende morsesignaler vejen og fortæller: du er på rette vej. Slap af, alt er godt nu, og det bliver bedre.

 

En sådan nat ved du ikke om, det er dig, der drømmer månen, eller om det er den, der drømmer dig. Men du ved så meget andet!

 

Stille ven af alt det fjerne,

mærk rummet øges, når du trækker vejret.

Ring i klokkestolens bjælkeværk

selv som klokke.

 

Det, der bittert tærede på dig, har du styrket.

Hver har sin mulige forvandling.

Hvad er vel din smerteligste handling?

Vil du nødig drikke, så bliv vin! Vær i nat den trolddom, som forbinder

sanserne til korsvejen, føl bevidst

deres møde, nu og her. Glemte du det jordiske til sidst,

sig da til den frosne jord: Jeg rinder!

Hvisk da til det raske vand: Jeg er!

 

 

Hvad reflekterer man så over på en sådan nat? For mit vedkommende tænkte jeg på min fortid og specielt på, hvad jeg havde været igennem det sidste år - den forvandling jeg havde gennemgået. Men lad min nu starte fra begyndelsen.

 

I begyndelsen var ordet, men ikke for mit vedkommende. Jeg havde heller ingen grænser, som ikke kunne overskrides. Min barndom var en stor fest af overskridelse af mine grænser, psykisk og fysisk. Jeg blev ofte tævet og udsat for diverse psykiske øretæver. Derfor havde jeg ingen grænser, der ikke måtte overskrides. Min mor kunne ikke klare livet og forsvandt i pillemisbrug, da jeg var ca. 6 år. Hun sagde, “at nu måtte jeg klarer mig selv”. Det gjorde jeg så, men det var svært at løse alle problemer selv. Min far? Ja, hans problemløsningsmodel var som regel vold eller diktatoriske meninger og regler, der skulle overholdes. Han havde ikke sans for omsorg og kærlighed. Det samme gælder min mor. Som de sagde, “havde vi ikke fået jer, havde vi været lykkelige” (jeg har en lillesøster).

 

Nå, men den sorg er jeg kommet mig over. Jeg har også tilgivet dem. Jeg har tilgivet dem deres uvidenhed, de vidste ikke bedre. Men det har været sværere at tilgive mig selv for et liv, der på forhånd var dømt til at mislykkes, tilgiver mig selv, at jeg lod gå så mange år før, jeg søgte og fandt den rigtige hjælp. Efter en skolegang, der bar præg af et meget lille selvværd og mange nederlag, fik jeg en læreplads. I den periode mødte jeg min første samlever. Hun var en sød og rar pige, men jeg kunne ikke rigtigt fungere sammen med hende. Mit selvværd var så lille, at jeg hele tiden forsøgte at hævde mig - det foregik på hendes bekostning. Jeg behandlede hende ikke ordentligt, men var ikke voldelig overfor hende. Vi fik en datter, som jeg elskede meget højt. Men forholdet gik i stykker, da hun var 2 år gammel.

 

8 måneder senere lærte jeg en anden pige at kende. Men hun var - set i bakspejlet - meget ødelagt psykisk. Hun havde ingen børn selv, og hun var - grænsende til det sygelige - jaloux på min datter.Jeg troede, at det ville gå over efterhånden, og at vi på et tidspunkt ville få det godt sammen. Men sådan gik det ikke. Jeg måtte ikke se min datter, men jeg så hende i smug.Efter et års tid besluttede jeg mig for at gå fra hende - hun var umulig at leve sammen med. Men da var hun blevet gravid. Jeg stod med valget mellem min datter og en gravid pige, der bar mit barn. Jeg blev sammen med hende. Vi flyttede, og min samlever besluttede, at mit liv startede, da jeg var 25 år. Jeg havde ingen fortid...og slet ikke en datter. Det kan man ikke! Jeg gjorde mange forsøg på, at få hende til at forstå, at jeg savnede min datter, og at jeg var ved at blive syg af det. Jeg forsøgte at forklare, at min datter havde brug for mig. Men nej! intet hjalp.

Jeg lod stå til, og vi fik flere børn sammen, jeg fik det mere og mere dårligt. Jeg flyttede ofte fra byen, hvor vi boede blot for at finde fred og ro.

 

På et tidspunkt begyndte tingene for alvor at gå galt. For min samlever brugte en del energi på at forsøge at få mig godt og grundigt kørt ned psykisk. F.eks. kunne hun fortælle mig, at jeg var en dårlig far, når jeg kunne svigte min datter - hun var selv årsag og skyld i det. Jeg kunne ikkeforsvare mig imod disse overgreb og kunne ikke få ro til at være mig selv. Det blev jeg voldelig af. Der var ikke tale om blå mærker, brækket næse eller ribben, men blot det jeg kalder markeringer af, at hun gik langt over mine grænser. Hun var umulig at tale fornuft med, hun ville ikke se blot enlille smule af tingene fra min side.

 

I dag forstår jeg, hvorfor jeg gjorde det - for det var jo vold, hvis alle undskyldninger skrælles væk - jeg havde ikke lært at reagere på anden vis, jeg havde ikke lært at fortælle andre, hvor min grænse gik. Det har jeg lært nu.For godt et år siden begyndte jeg at komme hos dig Henrik. Grunden til det, var at jeg havde fundet en kæreste - og det skal lige siges, at jeg havde brugt 5 år på at komme ovenpå efter otte år i det tidligere omtalte forhold - som var lidt uligevægtig. Hun ønskede ikke at fortsætte forholdet. Detvæltede mig fuldstændigt omkuld. Jeg fik angstanfald om natten, selvmordstanker og kunne slet ikke fungere normalt.

 

Jeg ringede til dig og fik en aftale om et møde. Det var en stor lettelse for mig, for jeg blev modtaget og respekteret, som den jeg var. Jeg mødte et menneske som forstod mig og accepterede mig. For mit vedkommende var der jo en masse ting, jeg ikke havde fået bearbejdet gennem tiden:volden, som jeg havde påført et andet menneske, barndommen og skolegangen - i det hele taget var jeg langt fra et helt menneske. Det er jeg sikkert ikke endnu, men jeg er meget tæt på at være det. Du lærte mig, at jeg var god nok, lærte mig at tilgive mig selv, fik mig til at se på at jeg var blevet udsat for mange ting i min barndom, som jeg blev nødt til at få kontakt til.

 

Først kommer sorgen, så vreden, så tilgivelsen af sig selv og andre. Og denne følelse er med til at tågen letter. Der bliver på en eller anden måde ro inde i hovedet. Og ikke mindst, jeg fik et meget positivt livssyn igen.

 I dag er jeg i gang med en videregående uddannelse og er begyndt at få kontakt til alle mine børn igen, for de forsvandt i problemer. Jeg er blevet den far for dem, som jeg altid har ønsket mig at være. Jo, jeg har fået det godt, er begyndt at lytte til mig selv, begyndt at stole på mig selv. I dag er der ingenting, der kan vælte mig. Jeg er på sikker grund.

 

Det er som om, at alt, hvad jeg ønsker skal ske, sker. Jeg skal blot slappe af og skubbe lidt til udviklingen i den rigtige retning. Jeg tillader mig selv at blive vred, at sørge, grine og leve. Jeg tillader mig selv at føle alt og mærke alt - det har jeg ikke altid gjort. Og havde jeg ikke fundet det rigtige “rum”, så havde jeg sikkert ikke nået hertil.

 

Jeg ville ønske, at voldelige mænd ville tage imod behandling, for der er hjælp at hente. Jeg ville ønske, at andre ikke så dem som uhyrer, men som mennesker. Jeg ville ønske, at de voldsramte kvinder blev mere bevidst om deres egen rolle i et voldeligt forhold, for kun den fysiske vold er jo synlig. Det er den psykiske ikke, men den er lige så modbydelig som den fysiske. Begge dele er uacceptable!