Brev fra John

Kære Henrik.

 

Efter at have talt jævnligt med dig gennem de sidste måneder, vil jeg gennem dette brev beskrive baggrunden for min første henvendelse en tidlig januar morgen, samt den udvikling jeg har opnået gennem samtalerne. Jeg er gift med den dejligste kvinde en mand kan ønske sig, og sammen har vi fået tre dejlige drenge.

 

Det begynder at gå galt!

Igennem en periode begynder jeg langsomt, men sikkert at styre mod afgrunden. Vi er begge fuldtidsbeskæftiget et valg vi begge er enige om. Dagligdagen fungerer godt børnene trives, vi har travlt, alt det praktiske kører bare for hele familien. Der var skænderier engang imellem, som i begyndelsen drejede sig om børneopdragelse, et punkt vi har forskellig opfattelse af.

 

I perioder gik det efter min opfattelse godt; men skænderierne blev mere og mere destruktive, blev til beskyldninger for ligegyldige ting, mit temperament tiltog, jeg brugte min fysiske overlegenhed to gange til at bære og smide hende ind i et andet rum, den første gang var hun gravid med den mindste af drengene. Min kone følte at jeg overskred hendes grænser hun fik det dårligt, noget jeg ikke kunne forstå, nu var skænderiet jo overstået, jeg slog det hen med træthed og travlhed lige nu og tænkte, at det løste sig nok af sig selv - den største fejltagelse jeg endnu har begået. Efterhånden kunne vi næsten ikke tale sammen uden, at det endte med skænderier, jeg opfattede det meste, af det hun sagde som angreb, og at hun nedgjorde mig, jeg reagerede ved at blive rasende, og overskred igen og igen hendes grænser - hun mistede tilliden til mig - og følelserne for mig.

 

Afmagten

På vej hjem i bussen tænkte jeg ofte på, om jeg egentligt havde lyst til at komme hjem. Jeg blev hurtig træt, praktiske ting blev næsten uoverkommelige. jeg tænkte over, hvorfor jeg ikke kunne komme ud af den spiral, jeg følte mig fanget i, men fandt ikke nogen udgang, kun at det var min kone, der var årsagen, og det vidste jeg jo godt inderst inde ikke holdt. Jeg brugte meget energi på at holde facaden. Jeg forsøgte at kigge ind i mig selv, det var ikke nemt og heller ikke noget kønt syn - det var ubehageligt. Under et voldsomt skænderi oplevede jeg mig selv som to personer, den ene var rasende, den anden forsøgte at stoppe raseriet – jeg styrtede i afgrunden, nåede lige med en hånd at gribe fat i kanten, gled - hang nu kun i neglene, den anden hånd greb telefonen og ringede til dig.

 

Befrielsen

Efter at have talt med dig i telefonen, og i hovedtræk fortalt om problemerne og aftalt tid til en samtale, blev jeg i tvivl. Kunne jeg sidde ansigt til ansigt med en mand og fortælle om sådan nogle problemer; men jeg tog mig selv i nakken og gik ned til dig.Mine bekymringer viste sig at være ubegrundede, det var befriende at kunne sidde stille og roligt og fortælle det hele, til en der respekterede mig og bare lyttede, sådan forløb de første samtaler. Jeg fortalte min kone, at jeg havde kontaktet dig, hun blev glad, og mig - jeg genforelskede mig i hende - det var stærkt, at mærke de følelser igen.

 

Smerten og erkendelsen

Ved de efterfølgende samtaler og især tiden imellem dem begyndte det at gøre ondt, det resulterede i flere nedture, jeg overvejede at stoppe; men valgte ved nærmere eftertanke at fortsætte, jeg var blevet forberedt på, at det kunne ske. At erkende overfor sig selv, at man har været voldelig, de påvirkninger min kone og børnene har været udsat for i den forbindelse, de ar jeg har påført min familie, det var næsten umuligt at forholde sig til, vold var i mine begreber noget med blå øjne. Med en definition der lyder: Vold er, når en person overskrider en anden persons grænser imod dennes vilje, blev det efterhånden klart for mig, at det netop var det jeg havde gjort – udøvet fysisk og psykisk vold.Under erkendelsesprocessen konstaterer jeg, at min kone er i gang med at engagere sig i en anden mand, en fornemmelse jeg havde haft et stykke tid. Problemerne blev komplekse, smerten uudholdelig, der fulgte en nedtur.

 

Lyset bryder mørket

Det der er sket står ikke til at ændre. Under natlige gåture fik jeg løftet mig op til at kunne forholde mig til problemerne ved at bruge de redskaber, jeg havde fået udleveret. Om min kones forelskelse i anden mand, kan jeg tænke, at det er hændeligt og forståeligt, men uacceptabelt. Jeg kan ikke tvinge min kone til at elske mig; men jeg er nu i stand til at give hende mulighed for at få lyst til det. Jeg kan definere, hvad jeg vil, sætte grænser, sige fra og ikke mindst, kommunikere på en hensigtsmæssig måde. Jeg tror på mig selv, kan sætte mig mål, vurdere muligheden for at nå dem, på en holdbar måde - jeg er min egen hyrde, mig skal intet fattes. Nu kan jeg komme videre med mit liv, jeg kan være ked af det, vred og glad, der er en positiv proces i gang i mig, der er blevet ryddet op indeni ved hjælp de redskaber, du har givet - hvor er det dejligt at være til og føle at man lever.

 

Med venlig hilsen og ønsket om en god sommer.

 

John