Brev fra Mick

"En stræben efter selverkendelse."

 

Den følgende fortælling omhandler noget der i længere tid har påvirket mit forhold til det modsatte køn, nemlig min jalousi.

 

Lad mig for god ordens skyld starte med at spole tiden tilbage til 1996. På det tidspunkt mødte jeg en pige som blev min kæreste igennem de næste 4 år, hvoraf vi boede sammen de sidste 3. De første 5-6 mdr. af vores forhold var alt fryd og gammen, men efterhånden som mine følelser tog til i styrke overfor hende, ja så fulgte min jalousi med proportionalt. Jeg har ikke tal på de aftener jeg har ødelagt, med min jalousi. Efter ca. 2 år insisterede min kæreste på at jeg skulle konsultere en psykolog. Noget jeg gik med til; ikke for min egen skyld men udelukkende for hendes. En kæmpe fejl har jeg senere indset. Efter at have konsulteret førnævnte psykolog 4 gange, valget jeg at stoppe, da jeg følte at hun kun lyttede og ikke gav mig nogle ting og “redskaber” som jeg reelt kunne arbejde med. jeg fortalte min kæreste, at jeg mente, at det havde hjulpet på min jalousi, og de næste mange måneder anstrengte jeg mig virkelig for ikke at være jaloux. Ofte forgæves! Nu lang tid efter har jeg ved din hjælp fundet ud af hvorfor det alligevel ofte gik galt.

 

Det sidste halve år inden vi flyttede fra hinanden var jeg faktisk ikke jaloux. Det tog jeg som et tegn på at det nu var et overstået kapitel i mit liv. Det skulle senere vise sig, at jeg tog alvorlig fejl. Set i bagklogskabens ulidelige klare lys havde jeg ikke de store følelser for hende det sidste stykke tid, og netop derfor følte jeg ingen jalousi.

 

Kort tid efter vores brud mødte jeg en anden pige, som jeg mere eller mindre faldt pladask for. Vi gik ufattelig godt i spænd sammen, havde de sammen interesser og holdninger til mange ting, og efter at have kendt hinanden i ca. 3 mdr. flyttede jeg fra mine trygge og kendte omgivelser i Odense til Nordjylland for at bo sammen med hende i hendes nye lejlighed. Jeg fik nyt job heroppe og boede nu sammen med hende, som jeg ville blive gammel sammen med. Endnu engang var alt fryd og gammen. Men endnu engang gentog mønstret sig mht. jalousien. Jo mere forelsket jeg blev, jo mere jaloux blev jeg også. Efter at havde boet sammen i ca. 3 mdr. gik det endelig op for mig, at jeg reelt havde et problem med jalousi. Derfor kontaktede jeg dig, og denne gang var det for min egen skyld. Jeg blev klar over, at hvis min kæreste og jeg skulle gå fra hinanden på et tidspunkt, ville jeg stadig sidde med de samme problemer i et evt. nyt forhold.

 

I starten var jeg lidt skeptisk mht. hvorvidt jeg troede du kunne hjælpe mig, da du jo ikke var uddannet psykolog. Men de næste måneder skulle vise at den skepsis var ganske ubegrundet.

 

Under vores første samtaler lyttede du meget og kom kun med ganske få input. Noget jeg var forberedt på, da han fra starten af havde sagt, at det ville forløbe sådan. Stille og roligt fik jeg opbygget et helt utroligt tillidsforhold til den mand, som i høj grad har været medvirkende til, at jeg i dag tænker på en helt anden måde og igen fokuserer på de, for mig, rigtige ting i livet. Stille og roligt fik jeg de “værktøjer”, som jeg virkelig havde manglet og efterlyst i min kamp for at overvinde jalousien. Noget af det første du gjorde mig klart var, at jo mere jeg forsøgte at ignorere og bekæmpe jalousien jo mere ville den brænde i mig. Derimod skulle jeg acceptere og erkende følelsen, og bare lade den være der. Det er ikke en underdrivelse, at det var en enorm kamel for mig at sluge. Men samtidig var det også det første vigtige skridt i retningen af en selverkendelse. Hvem jeg egentlig er indeni, og hvad der får mig til at reagere, som jeg gør. Ikke kun når jeg oplever jalousien, men stort set i alle de situationer jeg har været i.

Af flere forskellige årsager valgte min kæreste og jeg at flytte fra hinanden efter kun at have boet sammen i 4 måneder. Et brud der var uundgåeligt. I den sidste måned gjorde jeg alt hvad der stod i min magt, for at bevare forholdet men min kæreste og jeg havde et meget forskelligt syn på hvordan et forhold skulle fungere og hvad det skulle indeholde. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i den følgende måned efter bruddet var helt knust. Men langsomt gik det op for mig, at det i højere grad var trygheden og samværet jeg savnede, end det reelt var min kæreste. Det gik også op for mig, hvor dårligt jeg egentlig havde haft det, mens vi boede sammen. Det til trods for at, jeg lige til det sidste var overbevist om, at hun virkelig var den eneste ene for mig.

 

Efter bruddet flyttede jeg ind hos en kammerat indtil jeg 2 måneder senere fik min egen lejlighed. I starten følte jeg mig lidt rodløs men nu nyder jeg virkeligt at have mit eget sted. Jeg har i alt for lang tid indrettet mig efter andre, og det er jeg nu i gang med at ændre. Når noget går én på, er det så pokkers let at kikke udad og bebrejde andre, for den situation man står i. Det er straks langt vanskeligere at kikke ind af for at finde ud af, hvad man selv har sagt og gjort. Det er nemlig hårdt og kan til tider gøre meget ondt. Men tro mig, det er det hele værd! For hvordan ved jeg, hvad jeg vil og så fokusere på det, hvis jeg ikke ved, hvem jeg selv er?

 

Jeg har for lang tid siden læst et citat af en spansk filosof. Et citat jeg mener, til fulde, beskriver mine erfaringer med jalousi. Det lyder sådan:

 

“Der findes ingen værre straf end den at opdage, at man med sin handlinger har gjort det umuligt at være den, man i virkeligheden gerne vil være”.

 

Jeg føler selv at jeg er kommet langt i min stræben mod selverkendelse, selvom jeg stadig har meget at lære. Men jeg ved også, at det i hvert fald ikke var forgæves, at jeg ringede til dig den dag i juli.